4. kapitel.
Jeg kom halvt til mig selv. Og mens jeg svævede dér, halvt bevidstløs, halvt vågen, begyndte jeg at spekulere over, hvordan denne historie skulle ende. Skulle jeg vælge den nemme løsning, der ville lyde nogenlunde sådan her:
"Og jeg faldt, og jeg faldt, dybt, dybt ned. Lige til jeg vågnede med et sæt. Sveden haglede ned af min krop, og mit hjerte hamrede, så jeg en overgang frygtede, det ville hamre helt ud af munden på mig. "Var det virkelig så fysisk anstrengende at flyve?" nåede jeg at tænke i et splitsekundt, inden jeg fik kikket mig ordentligt omkring.
Så genkendte jeg mit soveværelse, min seng, gardinerne for vinduet, solen der spillede ind gennem en sprække i stofftet og legede med støvet i luften. Jeg rullede langsomt om på ryggen og forventede at mærke en øm bule dér. Men der var ingenting. Langsomt mærkede jeg efter med hænderne så langt op på ryggen, som jeg kunne. Igen ingenting!
"Øv, så var det hele alligevel bare en drøm!" Jeg smilede lidt, og så stak jeg benene ud under dynen og hoppede ud på gulvet. Jeg var klar til en god søndag i solen."
-nej vel? Vi har jo nok alle en eller anden lille drøm om at kunne flyve, og på en eller anden måde ville jeg jo gerne kunne bruge de dér vinger til noget. Noget med at rede verden og sådan... Man siger, at menneskeheden selv er skyld i, at vi ikke længere har Supermand. Vi har jo fjernet alle telefonboksene, så nu har han ingen stede, hvor han kan klæde om. Og her var jeg med vinger, Supermandsblå jakke og noget der lignede en kappe. Det må der da kunne komme noget bedre ud af.
Nå, det skal der vist tænkes lidt nærmere over. Ind til da lader jeg alligevel den første slutning stå et øjeblik, og så må vi se, om der pludselig skulle dukke en mere fantasifuld slutning op på et senere tidspunkt.
Tak fordi du læste med, og ha´ det nu godt så længe.
Fortsættes måske... :)
fredag den 23. januar 2015
tirsdag den 20. januar 2015
Hvad nu hvis du en dag vågnede op og opdagede, du havde fået vinger? 3. kapitel.
3. kapitel
Den mægtige Supermand, jeg følte mig som, da jeg gik ud af hoveddøren, svandt langsom ind til Hobbitstørrelse, da jeg nærmede mig stigen for anden gang. Havde jeg for lidt siden syntes, at partisantørklædet antog dimensioner af en Supermands kappe, virkede den nu som et latterligt lille lommetørklæde, som jeg gik der, en blanding af Janis Joplin og en afdanket landmand.
Jeg kikkede skælvende op mod tagryggen på mit hus, der pludselig syntes højere end Empire State Building. Nu skulle det være. Jeg satte igen en fod på det nederste trin, greb fat om stigen med begge hænder og hev mig langsomt opad. Ét trin af gangen. Langsomt, jeg rystede over hele kroppen. Fik jeg forresten nævnt, at jeg lider af højdeskræk?
Nu nærmede jeg mig enden af stigen. For en sikkerheds skyld prøvede jeg lige at baske forsigtigt med vingerne. Mit hjerte sprang et slag over - jo, de virkede, jeg var lige ved at lette fra stigen, hvilket jo på ingen måde var planen.
Jeg greb fat i tagrenden med begge hænder og blev overrasket over, hvor kold den var. Det var lige før mine krampagtigt krummede fingre frøs fast, så jeg skyndte mig at sætte begge fødder på det øverste trin på stigen, så jeg kunne hæve mig yderligere op, og få fat i de trin på taget, som skorstensfejeren bruger, når han skal helt op til skorstenen. Jeg lagde mig fladt på maven og trak mig langsomt op mod tagryggen, trin for trin.
Mens jeg nu lå der og kæmpede med tyngdekraften, højdeskrækken, tvivlen med meget mere, hørte jeg pludselig lyden af en bilmotor. Jeg drejede forsigtigt hovedet uden at miste balancen. Da så jeg vores bil køre ind i indkørslen. Jamen, for pokker, han skulle jo ikke komme hjem før i morgen, manden! Hvad nu? Det kan godt være, at jeg led af højdeskræk, og at tvivlen nagede i forhold til, om mine nye vinger kunne bære mig på en flyvetur. Men tanken om at blive opdaget overskyggede langt dette. Hvor pinligt ville det ikke være at blive set dér på taget, iført en kostume, der afgjort gjorde sig langt bedre 40 år tidligere, og med lange lyserøde vinger strittende ud fra ryggen? Angstens sved sprang frem på min pande.
Måske matchede farven på min blå Kansas-arbejdsjakke Supermands stramme trikot, men lige nu var jeg reduceret til en blå flad pandekage uden det mindste indtryk af noget helteagtigt. For i et desperat forsøg på at undgå at blive afsløret i mit flyveforehavende, trykkede jeg mig ind mod tagets røde teglsten og håbede inderligt på, at manden ikke ville få øje på mig, når han nærmede sig huset.
"Is it a bird? Noooo. Is it a plane? Noooo. It´s SUPERMAN!!!" lød det så nede fra indkørslen efterfulgt at en høj latter. Jeg genkendte min mands stemme uden problemer. "Hvad Fanden laver du deroppe?" spurgte han så. "Øhhh, jeg tjekker lige, om skorstenen sidder ordentlig fast. Jeg synes, den vippede lidt, da det stormede forleden!" fremstammede jeg forlegent. "Det behøver du ikke, skorstensfejeren var der i går, og han meldte, at alt er i orden. Men sig mig, hvad er det der på din ryg?"spurgte manden nu nysgerrigt.
Min hjerne arbejdede på højtryk, mens jeg forsøgte at finde en god forklaring på mine nye vinger. Jeg var omkring "Afprøvning af karnevaslskostume", "Jeg er blevet til en engel", "Jeg har leget med undulaten nede i stuen, og pludselig skete dette" samt meget mere, alt imens jeg forsøgte at vinde tid ved at kravle højere op på taget, så jeg til sidst lå på knæ på selve tagryggen.
Dette sidste skulle jeg nok ikke have gjort, for da jeg forsigtigt kikkede ned, kunne jeg mærke min højdeskræk få overtaget, og en voldsom svimmelhed skyllede ind over mig som havet ved Titanics forlis. Jeg nåede ikke videre i min tankerække og slet ikke at svare, før jeg mærkede taget forsvinde under mig. Øjeblikket efter befandt jeg mig i frit fald, og jeg følte det som om, jeg var passager i verdens største og farligste rutschebane. Det sidste jeg så, var min mands vidt åbne mund og det vantro blik i hans øjne. Så mistede jeg bevidstheden.
Fortsættes...
Den mægtige Supermand, jeg følte mig som, da jeg gik ud af hoveddøren, svandt langsom ind til Hobbitstørrelse, da jeg nærmede mig stigen for anden gang. Havde jeg for lidt siden syntes, at partisantørklædet antog dimensioner af en Supermands kappe, virkede den nu som et latterligt lille lommetørklæde, som jeg gik der, en blanding af Janis Joplin og en afdanket landmand.
Jeg kikkede skælvende op mod tagryggen på mit hus, der pludselig syntes højere end Empire State Building. Nu skulle det være. Jeg satte igen en fod på det nederste trin, greb fat om stigen med begge hænder og hev mig langsomt opad. Ét trin af gangen. Langsomt, jeg rystede over hele kroppen. Fik jeg forresten nævnt, at jeg lider af højdeskræk?
Nu nærmede jeg mig enden af stigen. For en sikkerheds skyld prøvede jeg lige at baske forsigtigt med vingerne. Mit hjerte sprang et slag over - jo, de virkede, jeg var lige ved at lette fra stigen, hvilket jo på ingen måde var planen.
Jeg greb fat i tagrenden med begge hænder og blev overrasket over, hvor kold den var. Det var lige før mine krampagtigt krummede fingre frøs fast, så jeg skyndte mig at sætte begge fødder på det øverste trin på stigen, så jeg kunne hæve mig yderligere op, og få fat i de trin på taget, som skorstensfejeren bruger, når han skal helt op til skorstenen. Jeg lagde mig fladt på maven og trak mig langsomt op mod tagryggen, trin for trin.
Mens jeg nu lå der og kæmpede med tyngdekraften, højdeskrækken, tvivlen med meget mere, hørte jeg pludselig lyden af en bilmotor. Jeg drejede forsigtigt hovedet uden at miste balancen. Da så jeg vores bil køre ind i indkørslen. Jamen, for pokker, han skulle jo ikke komme hjem før i morgen, manden! Hvad nu? Det kan godt være, at jeg led af højdeskræk, og at tvivlen nagede i forhold til, om mine nye vinger kunne bære mig på en flyvetur. Men tanken om at blive opdaget overskyggede langt dette. Hvor pinligt ville det ikke være at blive set dér på taget, iført en kostume, der afgjort gjorde sig langt bedre 40 år tidligere, og med lange lyserøde vinger strittende ud fra ryggen? Angstens sved sprang frem på min pande.
Måske matchede farven på min blå Kansas-arbejdsjakke Supermands stramme trikot, men lige nu var jeg reduceret til en blå flad pandekage uden det mindste indtryk af noget helteagtigt. For i et desperat forsøg på at undgå at blive afsløret i mit flyveforehavende, trykkede jeg mig ind mod tagets røde teglsten og håbede inderligt på, at manden ikke ville få øje på mig, når han nærmede sig huset.
"Is it a bird? Noooo. Is it a plane? Noooo. It´s SUPERMAN!!!" lød det så nede fra indkørslen efterfulgt at en høj latter. Jeg genkendte min mands stemme uden problemer. "Hvad Fanden laver du deroppe?" spurgte han så. "Øhhh, jeg tjekker lige, om skorstenen sidder ordentlig fast. Jeg synes, den vippede lidt, da det stormede forleden!" fremstammede jeg forlegent. "Det behøver du ikke, skorstensfejeren var der i går, og han meldte, at alt er i orden. Men sig mig, hvad er det der på din ryg?"spurgte manden nu nysgerrigt.
Min hjerne arbejdede på højtryk, mens jeg forsøgte at finde en god forklaring på mine nye vinger. Jeg var omkring "Afprøvning af karnevaslskostume", "Jeg er blevet til en engel", "Jeg har leget med undulaten nede i stuen, og pludselig skete dette" samt meget mere, alt imens jeg forsøgte at vinde tid ved at kravle højere op på taget, så jeg til sidst lå på knæ på selve tagryggen.
Dette sidste skulle jeg nok ikke have gjort, for da jeg forsigtigt kikkede ned, kunne jeg mærke min højdeskræk få overtaget, og en voldsom svimmelhed skyllede ind over mig som havet ved Titanics forlis. Jeg nåede ikke videre i min tankerække og slet ikke at svare, før jeg mærkede taget forsvinde under mig. Øjeblikket efter befandt jeg mig i frit fald, og jeg følte det som om, jeg var passager i verdens største og farligste rutschebane. Det sidste jeg så, var min mands vidt åbne mund og det vantro blik i hans øjne. Så mistede jeg bevidstheden.
Fortsættes...
mandag den 19. januar 2015
Et lille indskud om lykke...
Dette er ikke en inspireret historie. Det er en lille fortælling om en oplevelse. Den er nok foranlediget af, at min ven Christian er på jagt efter lykken og ønsker at videregive erfaringer om lykke til andre. I den forbindelse spørger ham, om man er lykkelig, og hvis ikke, hvad der skal til for at blive lykkelig.
Jeg ved ikke, om man kan være ultimativt lykkelig. Hele tiden. Nogen siger, at for at kunne mærke og forstå lykke, må man have oplevet det modsatte, ulykken, sorgen, hvad man nu vælger at kalde det.
Jeg synes, man slås med det med at leve lykkeligt det meste af sit liv. Jeg har ikke fundet opskriften endnu, og jeg slås stadig. Jeg fægter med dæmoner, får slået nogle af dem ned, mens andre bliver ved med at finde og genere mig.
Men én erfaring har livet bragt mig: Min lykke har ikke været afgjort af, om jeg har haft et arbejde eller ikke. Det er nok lidt tilfældigt, men mit liv har formet sig sådan, at jeg har haft mange forskellig beskæftigelser og dermed også mange "in betweens". Jeg har arbejdet i vikariater og projekter, tidsbegrænsede stillinger m.m. der alt sammen har betydet, at der også har været mange arbejdsløse perioder. Mange siger, at de ikke kan trives uden arbejde. Og helt ærligt: at have et arbejde er da klart at foretrække. frem for alt giver det identitet og tryghed. Når du ikke har arbejde, er du nødt til at overveje din identitet, og du er nødt til at prioritere i forhold til den lave indkomst. Det med økonomien kan man godt sno sig ud af, hvis man er fornuftig. Jeg tror faktisk, at det værste er det med identiteten. I hvert fald på den lange bane.
Derfor har jeg forsøgt at gøre en dyd af nødvendigheden. Når jeg har været ledig, som nu, har det været ekstremt vigtigt for mig, at jeg har sat mig mål og opstillet opgaver, som jeg har haft lyst til at løse. Nu vil jeg ikke her komme ind på det store arbejde, det faktisk er, at være arbejdsløs, hvis ens tid skal give mening. Men en enkelt lille historie pressede sig på, da jeg i morges udførte én af de opgaver, jeg i denne periode har pålagt mig selv.
Det er en god idé at gøre noget godt for sig selv, når man er ledig. Nu er der jo forskel på, hvad man finder "godt", men for mig er det altid godt gøre noget ved formen. Ikke at jeg nu skal til at træne op til maraton eller iron man. Det har jeg prøvet. Det er ikke at gøre noget godt for mig. Men jeg kan lide at bevæge mig og jeg kan lide at opleve, så det er godt for mig at gå ture i mit smukke nærområde. Og således også denne morgen.
Det var en smuk, kold morgen, indhyllet i rimtåge. Jeg gik over i de nærliggende bakker. Nu kan man gå mange fine ture der. Stierne snor sig mellem de høje bakker, og for oven ser man en blå himmel og en spæd sol, der langsomt hælder farve og lys ned af skrænterne og sætter blus på nedfaldsblade og udgået lyng i mange nuancer.
Men skal der også gøres noget ved formen, må man ty til det, nordmændene kalder "gang i mottbakke". Altså op ad bakke. Jeg har fundet nogle af de gode, stejle bakker, og så er det bare opad 4-5 gange på hver tur. Den første jeg bruger, starter med en lang forholdsvis flad, men alligevel sej stigning, og så ender den i næsten lodret opstigning de sidste 10 meter. Det kan virkelig få gang i blodomløbet. Den snupper jeg lige nogle gange, så er turen ligesom i gang.
Så er det tid til nydning. En lang tur mellem bakker, der tårner sig op i himlen. Mit ansigt nærmest drikker af solens stråler og lyset, der for en gang skyld får overtaget over alle de grå vinterfarver. Tankerne får frit løb, det er mentalhygiejne på højt plan, og jeg bliver på ingen måde forstyrret af naturens lyde omkring mig.
Nu når jeg til "Der er ingen så seje som os"-bakken. "Der er ingen så seje som os, der er ingen så seje som os. De tror, de kan lege, at de er de seje, men der´ ingen så seje som os!" Sådan sang vi, da ungerne var små, og vi nogen gange havde bevæget os ud på lidt længere ture, end deres små ben måske kunne magte. Så blev vejen hjem pludselig meget lettere, og vi var pavestolte, når turen til sidst var gennemført.
"Der er ingen så seje som os"-bakken er uden sammenligning den højest, stejleste, længste og mest ufremkommelige bakke i hele området. Opstigningen snor sig ud og ind i lyngen, nogen steder skal man forcere interimistiske trapper lavet af træstammer af forskellig størrelse, nogle gange træder man på store sten, og af og til går stien bare lodret op i store spring og niveauforskelle.
Mens jeg hiver mig opad, undres jeg over, at jeg dengang for 10-12 år siden tog hele bakken i løb. Hvordan kunne jeg mon overhovedet det? Nå, nu skal man jo nok ikke undervurdere, at det ud over de 10-12 år, også er 10-12 kilo siden. Og man er jo heller ikke blevet yngre! Nu må turen op bides over i mindre bidder. Jeg må stoppe op, bøje mig fremover og sætte hænderne på knæene, mens lungerne arbejder som blæsebælge akkompagneret af høje hvin, støn og rallen. Sveden springer ud på panden, og mine blodsprængte øjne truer med også at springe. Det er på sådanne tidspunkter, at man virkelig føler at man lever!!! Eller noget!!!
Det er ikke for ingenting, at bakkens opstigning er lang. Den fører op til det højeste punkt i Rebild Bakker, så... Og når man endelig, halvdød eller halvlevende, som man nu ser det, når op på toppen, må man sande, at det er anstrengelserne værd. Får her åbenbares den smukkeste udsigt, man kan forestille sig. Bakkerne duver omkring én, som havets store, dovne bølger efter en storm. Der er lige blevet trimmet i området, så bakkerne fremstår nøgne, bløde og runde som en kvindes former. Nå ja, ikke at jeg har studeret dette sådan helt tæt på, men sammenligningen forkom nærliggende. Fra bakkerne strækker sig et kæmpe område sig. Åløb, kilder, Gravlev Sø med et fantastisk fugleliv. Så smukt at betragte.
Mens jeg står der og nyder dette syn, mens min puls langsomt finder et mere normalt leje, og blodet stadig bruser i kroppen, tror jeg, jeg oplever et øjeblik af lykke. Det føles intet mindre end vidunderligt at stå sådan og mærke, føle, sanse. Ikke bare det, der omgiver mig, men også mig selv. Jeg synes, jeg ind i mellem mister mig selv af syne i min hverdag. Jeg mister mit fokus. Hvad er det jeg vil, hvad er det, der skal til, for at jeg føler, at det hele giver mening? Det er på ture som denne, at jeg opleve en form for mening. Det betyder ikke, at jeg går rundt og er evig lykke, men det fylder mig med taknemmelighed over at være i live, over at have det godt og over stadig at kunne opnå oplevelser som denne.
Jeg glæder mig allerede til næste tur, både de smukke øjeblikke og pinslerne op ad bakke.
Jeg ved ikke, om man kan være ultimativt lykkelig. Hele tiden. Nogen siger, at for at kunne mærke og forstå lykke, må man have oplevet det modsatte, ulykken, sorgen, hvad man nu vælger at kalde det.
Jeg synes, man slås med det med at leve lykkeligt det meste af sit liv. Jeg har ikke fundet opskriften endnu, og jeg slås stadig. Jeg fægter med dæmoner, får slået nogle af dem ned, mens andre bliver ved med at finde og genere mig.
Men én erfaring har livet bragt mig: Min lykke har ikke været afgjort af, om jeg har haft et arbejde eller ikke. Det er nok lidt tilfældigt, men mit liv har formet sig sådan, at jeg har haft mange forskellig beskæftigelser og dermed også mange "in betweens". Jeg har arbejdet i vikariater og projekter, tidsbegrænsede stillinger m.m. der alt sammen har betydet, at der også har været mange arbejdsløse perioder. Mange siger, at de ikke kan trives uden arbejde. Og helt ærligt: at have et arbejde er da klart at foretrække. frem for alt giver det identitet og tryghed. Når du ikke har arbejde, er du nødt til at overveje din identitet, og du er nødt til at prioritere i forhold til den lave indkomst. Det med økonomien kan man godt sno sig ud af, hvis man er fornuftig. Jeg tror faktisk, at det værste er det med identiteten. I hvert fald på den lange bane.
Derfor har jeg forsøgt at gøre en dyd af nødvendigheden. Når jeg har været ledig, som nu, har det været ekstremt vigtigt for mig, at jeg har sat mig mål og opstillet opgaver, som jeg har haft lyst til at løse. Nu vil jeg ikke her komme ind på det store arbejde, det faktisk er, at være arbejdsløs, hvis ens tid skal give mening. Men en enkelt lille historie pressede sig på, da jeg i morges udførte én af de opgaver, jeg i denne periode har pålagt mig selv.
Det er en god idé at gøre noget godt for sig selv, når man er ledig. Nu er der jo forskel på, hvad man finder "godt", men for mig er det altid godt gøre noget ved formen. Ikke at jeg nu skal til at træne op til maraton eller iron man. Det har jeg prøvet. Det er ikke at gøre noget godt for mig. Men jeg kan lide at bevæge mig og jeg kan lide at opleve, så det er godt for mig at gå ture i mit smukke nærområde. Og således også denne morgen.
Det var en smuk, kold morgen, indhyllet i rimtåge. Jeg gik over i de nærliggende bakker. Nu kan man gå mange fine ture der. Stierne snor sig mellem de høje bakker, og for oven ser man en blå himmel og en spæd sol, der langsomt hælder farve og lys ned af skrænterne og sætter blus på nedfaldsblade og udgået lyng i mange nuancer.
Men skal der også gøres noget ved formen, må man ty til det, nordmændene kalder "gang i mottbakke". Altså op ad bakke. Jeg har fundet nogle af de gode, stejle bakker, og så er det bare opad 4-5 gange på hver tur. Den første jeg bruger, starter med en lang forholdsvis flad, men alligevel sej stigning, og så ender den i næsten lodret opstigning de sidste 10 meter. Det kan virkelig få gang i blodomløbet. Den snupper jeg lige nogle gange, så er turen ligesom i gang.
Så er det tid til nydning. En lang tur mellem bakker, der tårner sig op i himlen. Mit ansigt nærmest drikker af solens stråler og lyset, der for en gang skyld får overtaget over alle de grå vinterfarver. Tankerne får frit løb, det er mentalhygiejne på højt plan, og jeg bliver på ingen måde forstyrret af naturens lyde omkring mig.
Nu når jeg til "Der er ingen så seje som os"-bakken. "Der er ingen så seje som os, der er ingen så seje som os. De tror, de kan lege, at de er de seje, men der´ ingen så seje som os!" Sådan sang vi, da ungerne var små, og vi nogen gange havde bevæget os ud på lidt længere ture, end deres små ben måske kunne magte. Så blev vejen hjem pludselig meget lettere, og vi var pavestolte, når turen til sidst var gennemført.
"Der er ingen så seje som os"-bakken er uden sammenligning den højest, stejleste, længste og mest ufremkommelige bakke i hele området. Opstigningen snor sig ud og ind i lyngen, nogen steder skal man forcere interimistiske trapper lavet af træstammer af forskellig størrelse, nogle gange træder man på store sten, og af og til går stien bare lodret op i store spring og niveauforskelle.
Mens jeg hiver mig opad, undres jeg over, at jeg dengang for 10-12 år siden tog hele bakken i løb. Hvordan kunne jeg mon overhovedet det? Nå, nu skal man jo nok ikke undervurdere, at det ud over de 10-12 år, også er 10-12 kilo siden. Og man er jo heller ikke blevet yngre! Nu må turen op bides over i mindre bidder. Jeg må stoppe op, bøje mig fremover og sætte hænderne på knæene, mens lungerne arbejder som blæsebælge akkompagneret af høje hvin, støn og rallen. Sveden springer ud på panden, og mine blodsprængte øjne truer med også at springe. Det er på sådanne tidspunkter, at man virkelig føler at man lever!!! Eller noget!!!
Det er ikke for ingenting, at bakkens opstigning er lang. Den fører op til det højeste punkt i Rebild Bakker, så... Og når man endelig, halvdød eller halvlevende, som man nu ser det, når op på toppen, må man sande, at det er anstrengelserne værd. Får her åbenbares den smukkeste udsigt, man kan forestille sig. Bakkerne duver omkring én, som havets store, dovne bølger efter en storm. Der er lige blevet trimmet i området, så bakkerne fremstår nøgne, bløde og runde som en kvindes former. Nå ja, ikke at jeg har studeret dette sådan helt tæt på, men sammenligningen forkom nærliggende. Fra bakkerne strækker sig et kæmpe område sig. Åløb, kilder, Gravlev Sø med et fantastisk fugleliv. Så smukt at betragte.
Mens jeg står der og nyder dette syn, mens min puls langsomt finder et mere normalt leje, og blodet stadig bruser i kroppen, tror jeg, jeg oplever et øjeblik af lykke. Det føles intet mindre end vidunderligt at stå sådan og mærke, føle, sanse. Ikke bare det, der omgiver mig, men også mig selv. Jeg synes, jeg ind i mellem mister mig selv af syne i min hverdag. Jeg mister mit fokus. Hvad er det jeg vil, hvad er det, der skal til, for at jeg føler, at det hele giver mening? Det er på ture som denne, at jeg opleve en form for mening. Det betyder ikke, at jeg går rundt og er evig lykke, men det fylder mig med taknemmelighed over at være i live, over at have det godt og over stadig at kunne opnå oplevelser som denne.
Jeg glæder mig allerede til næste tur, både de smukke øjeblikke og pinslerne op ad bakke.
Hvad nu hvis du en dag vågnede op og opdagede, du havde fået vinger? 2. kapitel.
2. kapitel
Jeg sitrede let over hele kroppen, da jeg lagde vægten på foden, der hvilede på stigens nederste trin. Musklerne i min arme spændtes, da jeg langsomt hævede mig op på trinnet. Så stod jeg dér. Jeg spændte igen musklerne i ryggen og prøvede at bevæge vingerne lidt. Men det gik ikke! Det var lige som om,de sad fast! Hvad var nu det? Kunne jeg så alligevel ikke bruge dem til noget? Hvad i alverden skulle jeg så stille op med dem???
Så kom jeg i tanker om, at jeg havde taget min tykke vinterfrakke på, da jeg gik ud. Det var jo på ingen måder varmt trods solens spillen i træernes grene. Frakken hang tungt om min krop, og vingerne var jo spændt fast under dens lodne stof. Åhhh, hvor var der dog meget at tage stilling til, når man havde vinger! Jeg var nødt til igen at gå ned fra stigen og prøve at finde en løsning, så mine vinger kunne komme ud i det fri.
Klædeskabet blev gennemrodet. Sikke meget gammelt tøj, der lå bunket sammen her! Det måtte da kunne lade sig gøre at finde en eller anden klud, der kunne tilrettes, så jeg kunne holde varmen samtidig med, at mine vinger kunne baske frit.
I bunden af skabet dukkede beklædningsgenstande fra en svunden tid, hvor man var farvestrålende og løst påklædt. Kønt var det ikke, men jeg tænkte, at det kunne tjene det gode formål at holde mig varm under min første flyvetur.
Frem af gemmerne trak jeg en broget skjorte. Orange og brune farver vævede sig ind og ud i hinanden i et psykadelisk mønster, som vist kun kunne være fremkommet under påvirkning af et eller andet stærkere end sodavand og almindeligt røgtobak! Her kom en mægtig islandsk sweater, og jeg huskede pludselig, hvorfor en sådan også krævede et såkaldt partisantørklæde af kæmpe dimensioner: Den høje hals i rå uld kradsede så skrækkeligt, at man var nødt til at fore den med snipper af tørklædet for at holde det ud. Heldigvis var tørklædet også intakt med sit sorte og hvide mønster. Sluttelig dukkede en arbejdsjakke af mærket Kansas op. Dyb blå med røde snører i halsudskæringen, størrelse XXXL for at kunne nå ud over den uldne sweater. I et glimt så jeg mig selv iført denne uniform, langt hår, piberygende og med runde briller - jeg brugte ikke briller, men hvad kunne man ikke klare med vinduesglas i stellet? Hvordan man overhovedet med respekt for sig selv kunne gå rundt i ramme alvor og se sådan ud, var mig lidt af en gåde. Jeg trak på smilebåndet over denne tur ned af Memory Lane, og sendte mine hendengangne "andefødder" i kærnelæder en kærlig tanke ved samme lejlighed.
Tilbage i nutiden så jeg på tøjet med nye øjne. Så fandt jeg saks, nåle, garn og sytråd frem. Nu er der aldrig gået en sypige tabt i mig men med dyb koncentration og et ukueligt gå-på-mod, lykkedes det mig at etablerer en sprække på ryggen af alle tre beklædningsgenstande, der var akkurat stor nok til at lirke vingerne igennem. Jeg var stolt og følte mig som Supermand på nye eventyr, da jeg atter begav mig udenfor og med fast blik nærmede mig stigen, der på én gang lokkede og skræmte med sine skinnende trin op mod himlen.
Fortsættes...
Jeg sitrede let over hele kroppen, da jeg lagde vægten på foden, der hvilede på stigens nederste trin. Musklerne i min arme spændtes, da jeg langsomt hævede mig op på trinnet. Så stod jeg dér. Jeg spændte igen musklerne i ryggen og prøvede at bevæge vingerne lidt. Men det gik ikke! Det var lige som om,de sad fast! Hvad var nu det? Kunne jeg så alligevel ikke bruge dem til noget? Hvad i alverden skulle jeg så stille op med dem???
Så kom jeg i tanker om, at jeg havde taget min tykke vinterfrakke på, da jeg gik ud. Det var jo på ingen måder varmt trods solens spillen i træernes grene. Frakken hang tungt om min krop, og vingerne var jo spændt fast under dens lodne stof. Åhhh, hvor var der dog meget at tage stilling til, når man havde vinger! Jeg var nødt til igen at gå ned fra stigen og prøve at finde en løsning, så mine vinger kunne komme ud i det fri.
Klædeskabet blev gennemrodet. Sikke meget gammelt tøj, der lå bunket sammen her! Det måtte da kunne lade sig gøre at finde en eller anden klud, der kunne tilrettes, så jeg kunne holde varmen samtidig med, at mine vinger kunne baske frit.
I bunden af skabet dukkede beklædningsgenstande fra en svunden tid, hvor man var farvestrålende og løst påklædt. Kønt var det ikke, men jeg tænkte, at det kunne tjene det gode formål at holde mig varm under min første flyvetur.
Frem af gemmerne trak jeg en broget skjorte. Orange og brune farver vævede sig ind og ud i hinanden i et psykadelisk mønster, som vist kun kunne være fremkommet under påvirkning af et eller andet stærkere end sodavand og almindeligt røgtobak! Her kom en mægtig islandsk sweater, og jeg huskede pludselig, hvorfor en sådan også krævede et såkaldt partisantørklæde af kæmpe dimensioner: Den høje hals i rå uld kradsede så skrækkeligt, at man var nødt til at fore den med snipper af tørklædet for at holde det ud. Heldigvis var tørklædet også intakt med sit sorte og hvide mønster. Sluttelig dukkede en arbejdsjakke af mærket Kansas op. Dyb blå med røde snører i halsudskæringen, størrelse XXXL for at kunne nå ud over den uldne sweater. I et glimt så jeg mig selv iført denne uniform, langt hår, piberygende og med runde briller - jeg brugte ikke briller, men hvad kunne man ikke klare med vinduesglas i stellet? Hvordan man overhovedet med respekt for sig selv kunne gå rundt i ramme alvor og se sådan ud, var mig lidt af en gåde. Jeg trak på smilebåndet over denne tur ned af Memory Lane, og sendte mine hendengangne "andefødder" i kærnelæder en kærlig tanke ved samme lejlighed.
Tilbage i nutiden så jeg på tøjet med nye øjne. Så fandt jeg saks, nåle, garn og sytråd frem. Nu er der aldrig gået en sypige tabt i mig men med dyb koncentration og et ukueligt gå-på-mod, lykkedes det mig at etablerer en sprække på ryggen af alle tre beklædningsgenstande, der var akkurat stor nok til at lirke vingerne igennem. Jeg var stolt og følte mig som Supermand på nye eventyr, da jeg atter begav mig udenfor og med fast blik nærmede mig stigen, der på én gang lokkede og skræmte med sine skinnende trin op mod himlen.
Fortsættes...
lørdag den 17. januar 2015
Hvad nu hvis du en dag vågnede op og opdagede, du havde fået vinger? 1. kapitel.
1. kapitel
Det skramlede voldsomt, da jeg forsøgte at hive den store stige ned fra krogene i redskabsskuret. Egentlig var jeg for lille til det projekt. Det var nok bedre, jeg havde spurgt manden om hjælp, for jeg vaklede under vægten fra stigen, da den endelig kom løs, og jeg var faretruende tæt på at vælte over i river og spader på den anden side af skuret. Men jeg genvandt heldigvis balancen og fik bakset stigen hen til huset. Med et smæld ramte den tagrenden og lagde sig til rette i en skrå vinkel, så man kunne gå op ad den.
Dette var mit eget projekt. Derfor havde jeg ikke spurgt om hjælp. Ikke engang manden skulle vide noget om mit forehavende. Ikke lige nu i hvert fald.
Selv befandt jeg mig i lidt af en choktilstand over det, jeg var i færd med. Og jeg havde ingen idé om, hvordan og hvorfor jeg var havnet dér, for enden af den store stige, lige om lidt på vej op.
Skruer vi tiden ca. tre timer tilbage, havde jeg ingen anelse om, at jeg tre timer senere ville befinde mig for foden af en stige på vej op på taget af mit hus. Tvært imod var alt ved det gamle. Trygt og godt. Jeg lå i min seng, varm, doven, en lille smule søvnig. Men kun fordi jeg lige var vågnet. For jeg var helt udhvilet efter ni timers uafbrudt søvn. Helt klar til en dejlig søndag badet i det solskin, jeg trods vinterkulden kunne ane titte ind bag det nedrullede gardin.
Jeg lå behageligt på højre side og kikkede på den lille stribe af sol, der legede med støvet i luften. Jeg smilede og strakte mig. Rullede langsomt om på ryggen og gjorde mig klar til at svinge benene ud over sengekanten.
Men hvad var nu det? Der lå pludselig noget i sengen. En hård bule midt på madrassen. Jeg undrede mig. Hvordan havde jeg kunnet sove så godt med den bule midt i sengen? Jeg rullede hen over den. Av, det gjorde ondt i ryggen. Jeg rullede videre over på siden og kikkede efter. Der var ingen ting! Lagnet lå stramt og fint hen over madrassen. Hvad i alverden skete der?
Jeg rullede tilbage igen. Samme bule, samme smerte i ryggen. Pludselig gik det op for mig. Bulen måtte sidde på min egen ryg! Mit hjerte hamrede hurtigt og hårdt, mens jeg forestillede mig alverdens ulykker, svulst, gigt, what ever! Hvad kunne det være?
Jeg tog mod til mig og gik ud på badeværelset for at se efter i spejlet. Jeg stillede mig foran spejlet, vendte ryggen til og løftede forsigtigt op i natskjorten.
Indrømmet! I første omgang var mine øjne lukkede. Hermetisk! Men så løftede jeg lidt på venstre øjenlåg. Bare ganske lidt. Så lidt mere. Så fulgte højre med. Jo, ganske rigtigt! Midt på min ryg var der en bule. Jeg kikkede vantro på den.
Mens jeg stod der og kikkede og sundede mig lidt, skete der noget. Bulen bevægede sig! Den ligesom delte sig i to, og langsomt formede de to nye buler sig i små lyserøde spidser. Spidserne voksede. Og voksede. Og pludselig kunne jeg se det. Det var jo vinger, der voksede ud, lige dér på min ryg!
Det svimlede for mig. Jeg lukkede øjnene fast i i en naiv forhåbning om, at når jeg åbnede dem igen, så var vingerne væk. Eller endnu bedre, så ville jeg vågne som fra et mareridt!
Men da jeg igen kikkede i spejlet, var vingerne der stadig. Flotte, faste og lyserøde! Jeg kikkede længe på dem, prøvede at vænne mig til dem. Kunne de mon bevæge sig? Pludselig slog en ny tanke ned i mig: Kunne jeg nu flyve???
Jeg mærkede efter. Jo, jeg kunne mærke dem, vingerne. Jeg prøvede at forstille mig, hvordan man basker med vinger, anstrengte mig for at finde de rette muskler, og se, nu bevægede de sig ganske lidt. Jeg forsøgte igen, denne gang mere målrettet og hårdt. De baskede. Og jeg lettede ganske lidt fra de kolde klinker på badeværelsesgulvet. Bare få centimeter, men alligevel!
Og det var så efter, at jeg havde basket lidt rundt med mine nye vinger, at jeg tog den vanvittige beslutning at få stigen ned af krogene i redskabsskuret og sætte den hen til tagrenden på huset. Jeg tog en dyb indånding, greb fat om stigen med begge hænder og satte den første fod på det nederste trin.
Fortsættes...
Abonner på:
Opslag (Atom)